Strandene!                                                                                                              Klik her for at gå til forrige side

 
Strande på Bornholm - Sand, vand og sol! 
 
Bornholm er et af Nordeuropas bedste feriemål, hvis du elsker sol og strandlivet.

Øens placering gør at der gennemsnitligt er mere sol her end andre steder i Danmark - og så kan det endda dokumenteres!

Du kan altid finde et sted med læ. Dels er der gryder og klipper på mange strande. Dels er der ikke større afstande, end at du altid kan tage til en anden strand.

Her er stor variation. Fra den
børnevenlige, lavvandede strand på Balka - over det nærmest endeløse
Dueodde - til
klippekysterne ved Sandkås og Sandvig.

Når sommeren er i gang, varmes Østersøens klare vand hurtigt op. Når vandet først er varmt, holder Østersøen og klipperne temperaturen længe. Bornholm er derfor kendt for gode badeforhold
helt ind i september, hvis vejret tillader det.

OBS!
Som ved al badning skal du være særlig opmærksom på understrømmene. Forsigtighed tilrådes derfor ved pålandsvind. (”Kun en tåbe frygter ikke havet”)

Vær også opmærksom på, at små børn i vandkanten kan blive overraskede af bølgerne fra hurtigfærgen mellem Rønne og Ystad. Dette gælder især for Nørrekås Strand, Antoinette Strand samt Galløkken Strand i Rønne.
 
Sandvig
For foden af Hammerknuden på Bornholms nordspids ligger Sandvig. Nordbornholms mest populære badestrand.

Stranden er altid fuld af liv om sommeren. Børn leger i strandkanten eller hopper ud fra de lave klipper, der er omgivet af sand. Voksne slanger sig i sandet, spiller bold - eller har søgt tilflugt på de yderste klippepartier.

Her er alting tæt på. Byen Sandvig med hoteller, pensionater, restauranter, butikker og busforbindelse. Campingplads. Kiosk. Tennisbaner. Parkering.

Bliver du træt af at ligge og dase på stranden, så er Hammerknuden altid en vandretur værd.




 
 
Næs
I den sydlige udkant af Allinge by finder du Næs badestrand.

Næs er en hyggelig lille sandstrand med en støbt badebro med trappe til vandet.

Den lille dejlige strand med lavt vand er ideel til børn.

Næs strand er tæt på det hele - Allinge by, pensionater, restauranter og butikker.

Skulle rastløsheden melde sig, er en gåtur til Sandkås bestemt at anbefale.
 
Sandkaas
Mellem Tejn og Allinge ligger Sandkås.

Her er der - som navnet antyder - masser af sand.

Smukt placeret mellem klippepartierne ligger der gode badestrande - og en badebro.

Stranden har gode parkeringsforhold og en kiosk.
 
 
Melsted
I gåafstand lige syd for Gudhjem ligger en lille sandstrand der strækker sig fra Melsted havn til Melsted Badehotel.

I den ene ende af stranden løber en lille å ud i havet. Der leger børnene i timevis med at bygge dæmninger. I den anden ende af stranden er der en badebro, så du slipper for at gå ud på de runde sten, der ligger på bunden. Fra  terrassen på badehotellet er der en pragtfuld udsigt over stranden.

Der er flere små parkeringspladser ved stranden, både ud til landevejen og nede i Melsted by.
 
 
Kobbeå
En af Bornholms mere upåagtede strande - men en lille perle, der især benyttes af de lokale og af gæsterne på de tilgrænsende campingpladser.

I den ene ende af stranden løber Kobbeå ud i havet - her kan børnene få timer til at gå.

Selvom stranden er en udpræget klippestrand med en del sten i vandkanten, er det flere steder muligt at gå ud i vandet på sandbund.

Skulle du få lyst til en vandretur, kan det anbefales at følge Kobbeåen op gennem den meget specielle sprækkedal til det flotte Stavehøl-vandfald
.
 
 
Hullehavn
Svaneke er ikke just kendt som en badeby. Ikke desto mindre har den en rigtig dejlig strand.

Den lille sandstrand mellem klipperne ved Hullehavn i byens østlige ende er opstået ved påfyldning af sand. I første omgang for at glæde campingpladsens brugere - men nu til glæde for alle.

Der er en lille vippe, kiosk og en lille parkeringsplads ved stranden.
 
 
Balka
Bornholms mest populære badestrand er en kilometerlang strand med det fineste sand og lavt vand.

Stranden ligger i læ for sommerens  dominerende vestenvind - og er kendt for det lune, lave vand, hvor børnene kan boltre sig længe i de lavt rullende bølger. Du skal til gengæld langt ud for at kunne svømme.

Stranden starter i Snogebæk med masser af butikker og restauranter - og slutter i Balka med restaurant/café, minigolf, toiletter og gode parkeringsforhold.

I højsæsonen er der livreddere på stranden, hvor du også kan leje vandcykler, windsurf-udstyr og liggestole.

En handicapvenlig rampe ved restauranten/caféen gør, at alle har mulighed for at komme helt ned til vandkanten.
 
 
Dueodde
Bornholms mest berømte strand.

Sandet er ultrafint og indbydende.  Vandet klart og rent - og med mange revler, så der både er lavt og dybt tæt på kysten.

Fra den store hovedparkingsplads inde i skoven finder du en mere end 500 meter lang rampe, så du kan tage cyklen, barnevognen og kørestolen med gennem klitterne til den smukke strand. Ved P-pladsen er der også kiosk, toiletter og busforbindelse.

Stranden strækker sig over flere kilometer på begge sider af øens sydspids.

Den starter i Snogebæk som sommerhusenes nærmest helt egen smalle strand - bliver flere hundrede meter bred på sydspidsen og slutter igen smalt i det, der under navnet Jomfrugård betragets som nudiststrand.

En tur op fyrtårnet vil tage pusten fra de fleste. Både på grund af trapperne og på grund af det fantastiske kig ud over kystområdet og hele det sydlige Bornholm.


På den bredeste strækning er der masser af klitter og gryder, hvor du kan finde læ - og være helt uforstyrret.

Dueodde blev desuden udråbt til Danmarks bedste badestrand i 2006.
Ifølge MetroXpress placerede et flertal af avisens faste læserpanel Dueodde Strand på toppen af listen af badestrande -efterfulgt af gode strande såsom Amager Strandpark i København, Hornbæk Strand i

Nordsjælland, Marienlyst Strand på Falster samt Blokhus ved Vesterhavet.

MetroXpress roste Dueodde Strand i høje toner og nævnte bl.a. det fine, hvide sand og den gode plads i klitterne.
 
 
 
 
Sømarken
Sømarken er en lang strækning, meget varieret sandstrand. Sandet er grovere end på nabostranden,

Dueodde, og vandet bliver typisk hurtigt dybt

Der er også en del store sten i vandet - det sætter især de større børn stor pris på, når de skal springe i.

Stranden består faktisk af to dele, nemlig Østre Sømark og Vestre Sømark.

Østre Sømark er et lille fiskerleje med eget røgeri/restaurant.

Vestre Sømark er et udpræget sommerhus-område med en kiosk ved parkeringspladsen.
 
Boderne
Boderne er dejlig sandstrand på sydkysten.

Her kan du finde din egen lille gryde i klitterne.

Du kan lege og spille bold på stranden og i strandkanten. Du kan svømme og lave udspring fra de få store sten, der ligger i vandet.

Stranden starter ved den lille bådehavn, hvor der både er café og modetøj - og glimrende toilet- og parkeringsforhold.

For enden af stranden starter et militært øvelseområde, som dog kun sjældent bruges i sæsonen. I så fald er området lukket.
 
 
Sose
Sose bugt er et af de mere ukendte badesteder på Bornholm.

Stranden er fin og kysten spændende med aflejringer i skrænten.

Udover at finde ro og uforstyrrethed, kan du finde masser af historie på stedet.

I krigen i 1674 blev ikke mindre end 19 svenske krigsskibe slået til vrag i bugten. Omkring 1000 omkom og tre gange så mange blev taget til fange under Danmarkshistoriens største forlis.

Prøv at se det for dig, mens du ligger der og får sol på maven.

Parkering finder du på Sose Odde.
 
 
Arnager
Arnager er ikke bare et lille hyggeligt fiskerleje neden for bakken tæt på Bornholms Lufthavn.

Det er også starten på en dejlig sandstrand, der strækker sig fra byens lille ø-havn og gennem bugten til Sose Odde.

Arnager har eget silderøgeri - og masser af stemning.
 
 
Onsbæk/Galløkken/Stampen
Strandstrækning syd for Rønne.

Er der ikke læ nord for byen, så er der det gerne her.

Dejlige sandstrande, hvor sandet strækker sig langt ud i vandet før der kommer stenbund.

Strandene er i gå- og cykelafstand fra Rønne. Der er gode parkeringsforhold tæt på stranden ved

Galløkken, ved Onsbæk og ved Stampen.

Typisk er der ret stejlt ned til selve stranden, som er ret smal. Flere steder er der trapper.

 
 
Nørrekås
Nørrekås er egentlig Rønnes store lystbådehavn.

I de senere år har der lejret sig så meget sand, at det også er blevet en populær lille sandstrand midt i byen.

På Nørrekås Strand finder du også en lille badebro. 
 
 
 
Antoinette
Den lange, gode strand nord for Rønne er meget populær blandt alle former for strandgæster.

Du kan finde ned til stranden ad flere veje på strækningen lige nord for Rønne. Her er gode parkeringsmuligheder.

Da stranden bugter sig flere hundrede meter langs kysten er der god plads - og nemt at finde læ.

Længst mod nord betragtes en lille del af stranden som nudiststrand.

Ved vindstille kan små børn i vandkanten blive overraskede af bølgerne fra hurtigfærgen mellem Rønne og Ystad.
 
 
Hasle Lystskov
Lige syd for Hasle finder du en dejlig lang strand med godt sand og ideelle badeforhold.

Den brede vestvendte strand er også en udflugt værd ved solnedgang.

Der er gode parkerings- og toliet forhold i lystskoven.

Husk, at passe på understrømmen.